Veksler julegave til Røde Kors-donation

DONG Energy støtter igen i år julearbejdet i en velgørende organisation.
Hvert år modtager en velgørende organisation en juledonation fra DONG Energy og selskabets medarbejdere. Der bliver givet et beløb fra hver medarbejders firmajulegave, som DONG Energy derefter fordobler. Medarbejderne har ligeledes mulighed for at fravælge julegaven og donere Røde Kors et beløb svarende til julegavens pris. Alt i alt modtager Røde Kors 201.200 kr.

Donationen er målrettet Røde Kors’ juleaktiviteter og katastrofehjælp i udlandet. Julehjælpen handler primært om to ting: 1) at dække et økonomisk underskud hos socialt udsatte og invitere børnefamilier indenfor i et fællesskab og 2) at dække et socialt underskud for nogle af de mange mennesker, som sidder ufrivilligt alene juleaften. I katastrofehjælpen er Røde Kors blandt andet involveret i arbejdet i Haiti. Her er flere end en million mennesker lige nu berørte af den voldsomme orkan Matthew. Hundredetusinder har akut brug for hjælp, og med donationen støttes Røde Kors’ uddeling af blandt andet medicin, mad, vand og myggenet.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583