Grøn for fremtiden

DONG Energy giver nu sine 700.000 privatkunder en garanti for, at der produceres tilstrækkelig naturstrøm til at dække behovet. 
I starten af februar offentliggjorde DONG Energy sin plan om en kulfri fremtid. Som elkunde kan man således være sikker på, at der fra 2023 ikke længere er 'kulstrøm' fra DONG Energy i stikkontakten. Men allerede nu har DONG Energy besluttet sig for at garantere, at der årligt vil blive produceret tilstrækkelig naturstrøm til at dække forbruget uden ekstraomkostninger for kunderne. Garantien gives inden for rammerne af en europæisk garantiordning. Om initiativet siger koncerndirektør Morten Buchgreitz:

"Vi investerer i og driver den grønne omstilling med havmølleparker og omstilling af vores kraftværker, og vi har reduceret vores og Danmarks kulforbrug og CO2-udledning massivt."  

"Vi synes, at det er et gode for vores kunder, at de kan tænde for stikkontakten med 'grøn' samvittighed. Siden 2006 har vi stået for 53 procent af Danmarks samlede CO2-reduktion, og det er med til at skabe et grønnere Danmark for os alle," fortæller Morten Buchgreitz.

Køber grønne certifikater til elkunderne

DONG Energy sender i disse dage breve ud til alle privatkunder for at fortælle om selskabets grønne omstilling. I brevet udstedes en garanti for, at selskabet producerer naturstrøm svarende til privatkundernes samlede forbrug. 

Som led i garantien har DONG Energy købt såkaldte 'grønne certifikater' til alle selskabets privatkunder i Danmark. Et grønt certifikat er en garanti for, at der produceres en bestemt mængde strøm fra vedvarende energikilder som vind, sol og biomasse.

DONG Energy håber på, at man ved at skabe opmærksomhed omkring naturstrøm og garantiordningen kan øge kendskabet til muligheden for at træffe et aktivt valg og efterspørge vedvarende energi. 

Det Økologiske Råd: "Et godt og klimavenligt produkt"

Det Økologiske Råd, der administrerer hjemmesiden 'grøntelvalg.dk', støtter elprodukter baseret på strøm fra danske vindmøller:

"Det Økologiske Råds holdning er, at elprodukter, der baserer sig på strøm fra danske vindmøller, indeholder en række fordele. Forbrugeren får sikkerhed for, at eget elforbrug dækkes af dansk vindkraft. Derudover støtter forbrugeren udbygningen af vedvarende energi i Danmark og er med til at sikre, at både nye og gamle vindmøller producerer i længere tid på markedet til gavn for Danmarks grønne omstilling. Derfor er det et godt og klimavenligt produkt." 

Garantisystemet for produktion af grøn energi

Naturstrømmen fra DONG Energy og andre producenter blandes i elnettet med strøm fra andre energikilder. Derfor vil ikke al den strøm, kunderne bruger, være fra vindmøller og andre klimavenlige anlæg. At energiselskaber alligevel kan sige, at de dækker kundernes forbrug med grøn strøm, hænger sammen med den europæiske garantiordning for produktion af vedvarende energi. 

Producenterne får tildelt et antal oprindelsesgarantier, som dokumentation for, at de har produceret en vis mængde strøm med eksempelvis havvindmøller. Producenterne kan sælge disse garantier på markedet til kunder, der ønsker at sende et signal om, at der er øremærket energi svarende til deres forbrug. DONG Energy har valgt ikke at sælge sine garantibeviser på markedet, men at give dem gratis til elkunderne. Garantiordningen er indført for at stimulere udbygningen af vedvarende energi, idet fortjenesten på garantierne kan bruges til investeringer i ny grøn energiproduktion. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Morten Kidal +45 9955 9583