White paper: Løsningerne på klimakrisen findes allerede

Et farvel til fossile brændsler til fordel for grøn energi er det vigtigste skridt i kampen mod klimaforandringerne. Det konkluderer energiselskabet Ørsted i et nyt white paper. Elsektoren er nøglen til at gøre energien CO2-neutral, og de grønne teknologier, der kan sætte skub i klimaindsatsen og holde den globale opvarmning under 1,5° C, findes allerede.
Verden skal fordoble den planlagte udbygning af grøn el for at realisere 1,5° C-scenariet. Illustration fra det nye white paper.

Næsten 75 % af de globale drivhusgasudledninger stammer fra energiforbruget. Heraf kommer langt størstedelen fra afbrænding af fossile brændsler til at producere strøm, varme og afkøling, og til transport og industriprocesser. Det vigtigste skridt til at reducere CO2-udledningerne så hurtigt som påkrævet er derfor at sætte yderligere fart på omstillingen fra fossilbaseret energi til grøn energi.
 
"2020 bør blive året, hvor verdens ledere endelig tager de nødvendige skridt til at nedbringe den globale CO2-udledning i det omfang, der ifølge videnskaben er nødvendigt for at holde den globale temperaturstigning på 1,5° C. Vi har løsningerne til at gøre det," siger Henrik Poulsen, administrerende direktør i Ørsted, der er verdens største udvikler af havvindmølleparker.

Han tilføjer: "For at halvere CO2-udledningen inden 2030 og begrænse den globale opvarmning til 1,5° C kræver det, at verdenssamfundet sætter skub i udbygningen af grøn energi og sender kulkraftværkerne på pension. Samtidig skal verdenssamfundet intensivere den grønne elektrificering af transport, bygninger og industri og holde det globale energiforbrug under kontrol ved at styrke energieffektiviteten."

Ørsted udsender det nye white paper op til FN's klimakonference, der begynder i Madrid 2. december. Konferencen markerer starten på et år, der bliver afgørende for at løse klimakrisen. I løbet af det næste år frem mod FN's klimakonference i Glasgow i 2020 skal verdens lande melde ud, hvordan de vil nedbringe deres CO2-udledning. I Glasgow skal verdens ledere mødes for at vurdere, om landenes udmeldte CO2-reduktionsmål er tilstrækkelige til at holde den globale opvarmning på 2° C og helst 1,5° C, som landende aftalte i Parisaftalen i 2015.

Det grønne gennembrud

Ifølge det nye white paper er det økonomisk set også det rationelle valg at sætte yderligere fart på klimaindsatsen. I dag er grøn strøm fra sol- og vindenergi allerede billigere end strøm fra nyopførte kulkraft-, naturgas- og atomkraftværker, og det er et gennembrud for den grønne omstilling.

"Teknologierne til at omlægge verdens energisystem findes allerede. At udskifte fossile brændsler med grøn energi er ikke længere et spørgsmål om, hvad der er teknisk muligt, eller at vedvarende energi er for dyrt i forhold til fossile brændsler. Det handler om at have ambitionen og viljen til at træffe de nødvendige beslutninger i tide," fortsætter Henrik Poulsen.

En fælles indsats

Ifølge Henrik Poulsen skal politikere, virksomheder og investorer arbejde sammen, hvis det skal lykkes at nedbringe CO2-udledningen hurtigt nok:

"Når regeringer sætter ambitiøse mål og vedtager klare politikker, kan og vil den private sektor sætte yderligere skub i udbygningen af grøn energi. Og det er der i den grad brug for, så vi kan fremskynde lukningerne af de gamle kulkraftværker og sætte en stopper for opførelsen af nye."

Ifølge FN's Klimapanel kan en global temperaturstigning på over 1,5° C blive et uigenkaldeligt vendepunkt for naturen og få klimaforandringerne til at løbe løbsk. Den globale temperatur er allerede steget 1° C, og hvis den globale opvarmning skal holde sig under 1,5° C, er det nødvendigt, at verdenssamfundet reducerer den forventede CO2-udledning med 50 % i 2030. Men den globale udledning er stigende, og verdenssamfundet er ikke på vej mod at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5° C som aftalt i Paris i 2015.

Læs Ørsteds nye white paper her: 'Taking action to stay within 1.5°C'.

 

Verden skal fordoble den planlagte udbygning af grøn el for at realisere 1,5° C-scenariet. Illustration fra det nye white paper.

 
 

Om Ørsted

Ørsteds vision er at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver havvindmølleparker, vindmølleparker på land, solenergi- og energilageringsanlæg samt bioenergianlæg og forsyner sine kunder med energiprodukter. Ørsted har 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2018 en omsætning på 76,9 mia. kr. (10,3 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på Facebook, LinkedIn, Instagram og Twitter.

Kontaktinformation
Ørsteds presseafdeling
Anders Stougaard
99 55 67 39
astou@orsted.dk