Bloom-festival ser frem mod en verden, der udelukkende kører på grøn energi

På årets Bloom-festival udfører fire tænkere et tankeeksperiment i H.C. Ørsteds ånd og forestiller sig en verden, der udelukkende kører på grøn energi. En af deltagerne er Tor Nørretranders, som finder håb for en grønnere fremtid i de unges fokus på klima og handling.
Sidste års Ørsted-salon ved Bakkehuset på Bloom-festivalen. Foto: Bloom / Longfei Wang, 2018  

En verden, der kører på grøn energi er emnet for en klassisk kaffesalondebat på natur- og videnskabsfestivalen Bloom. Og ifølge Tor Nørretranders er tankeeksperimentet ikke ren utopi. Han ser i øjeblikket en meget positiv og nødvendig udvikling i måden, offentligheden forholder sig til klimakrisen. Og det er de unge, der fører an:

”Ungdommen er trådt i karakter og har insisteret på at bruge deres egen empiriske forståelse af verden til at sige, at nu må der ske noget. Tilbage i 2009 på COP15-topmødet i København var det verdens ledere, der gik sammen og vi sad alle passive og ventede på, hvad de nåede frem til. I dag er det verdens skoleelever, der går sammen og kræver handling. Det er i mine øjne en meget stor og positiv forskel.”

Samtidig er de grønne teknologier modnet, og det giver sammen med den stigende tro på, at handling nytter, gode muligheder for mere fart på den grønne omstilling:

”Det kommer til at gå rigtigt stærkt, når den grønne omstilling først slår igennem. Enormt meget af den teknologi, vi skal bruge, er kendt og findes, så vi skal bare se at komme i gang og gøre noget ved situationen her og nu,” lyder det fra Tor Nørretranders.

Og der er endnu et tegn på, at der snart kommer meget mere fart på den grønne omstilling. I Ørsted, der i dag er en af verdens førende udviklere af grøn energi, oplever man stærkt stigende interesse for grøn energi, fordi den nu er blevet billigere end sort:

”Sammen med andre grønne energivirksomheder er det på få år lykkedes os at gøre havvind så meget billigere, at det nu er billigere end sort energi. Det samme gælder sol og landvind. Det skifte vil yderligere accelerere omstillingen til grøn energi, og det er nødvendigt, hvis vi skal undgå klimaforandringerne,” siger strategi- og kommunikationsdirektør i Ørsted, Jakob Askou Bøss og uddyber:

”Det er ikke længere kun klimadagsordenen, der driver den grønne omstilling. Nu er der også et stærkt økonomisk incitament for verdens regeringer, og vi kan se, at det får efterspørgslen på grøn energi til at vokse markant.”

Ørsteds arrangementer på Bloom
Tankeeksperimentet ”The Big Green Bang” får udover forfatter Tor Nørretranders deltagelse af professor i astrofysik Anja C. Andersen, professor i geologi Minik Rosing, og forfatter, kulturkritiker og radiovært Knud Romer, som vil moderere debatten.

Det foregår den 26. maj 14:30-15:30 i Bakkehuset på Rahbeks Allé 23, Frederiksberg C. selv samme bygninger lagde i begyndelsen af 1800-tallet hus til Kamma Rahbeks kaffesaloner, hvor kunstnere og videnskabsfolk mødtes og diskuterede kunst, litteratur, filosofi og videnskab. H.C. Ørsted, H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann og J.L. Heiberg samt mange flere er kommet her.

Ørsted præsenterer yderligere følgende tre arrangementer på Bloom 2019:

  • 23. maj – Bloom School: H.C. Ørsteds elektromagnetisme (for skoleklasser)
  • 25. maj – Symposium: Verdens vejrudsigt
  • 26. maj – Mastermind talk med Andreas Mogensen: Hvordan ser Jorden ud fra rummet?

For yderligere information, kontakt:

Anders Stougaard
+45 99 55 67 39