Europæiske obligationsudstedere etablerer Corporate Forum on Sustainable Finance

16 af Europas største virksomheder går sammen om at fremme udviklingen inden for bæredygtig finansiering.

Et år efter at en række selskaber i forbindelse med 2017 Climate Finance Day indgik ’Paris Green Bond Pledge’, og derigennem forpligtede sig til at fremme bæredygtig finansiering, har 16 europæiske selskaber (EDF, EDP, ENEL, ENGIE, Ferrovie Dello Stato Italiane, Iberdrola, Icade, RATP, SNCF Réseau, Société du Grand Paris, SSE, Tennet, Terna, Tideway, Vasakronan og Ørsted) nu besluttet at oprette ’Corporate Forum on Sustainable Finance’ (herefter 'Forummet'). Forummet, der vil tjene som et permanent netværk til udveksling af erfaringer og idéer, er en interessegruppe af handlekraftige udstedere af grønne obligationer, der forpligter sig til at opretholde og udvikle bæredygtig finansiering til at bekæmpe klimaforandringer og skabe et mere bæredygtigt og ansvarligt samfund.

De stiftende selskaber - repræsenterende energisektoren, den grønne del af transportsektoren, sektoren for miljøinfrastruktur og -ydelser samt sektoren for ejendomshandel - ønsker alle mere aktivt at bidrage til udviklingen af en bredere vifte af bæredygtige finansieringsinstrumenter (Sustainable Finance). Dette inkluderer grønne og bæredygtige obligationer og lån, kreditfaciliteter såvel som andre instrumenter der anerkender bæredygtigheden af en udsteders forretningsmodel.

Selskaberne i forummet tegner sig i dag for tæt på 15 % af den samlede volumen af udstedte grønne og bæredygtige obligationer og mere end to tredjedele af den samlede volumen af grønne obligationer udstedt af europæiske selskaber. Vi anser sådanne bæredygtige, finansielle instrumenter for at være effektive, markedsbaserede værktøjer til at tilvejebringe økonomiske ressourcer, der hvor der er mest brug for dem, særligt til investeringer i lav-emissions- og bæredygtige aktiviteter, som er centrale elementer i vores selskabsstrategier. 

I dag går vi sammen om at udvide de forpligtelser, der blev indgået i 2017, så vi kan:

  • styrke forholdet mellem integration af bæredygtighed og finansieringsstrategier i de enkelte selskaber
  • øge selskabernes tilstedeværelse i den nationale og internationale debat, der driver udviklingen af markederne for bæredygtig finansiering
  • deltage aktivt i udviklingen og etableringen af fremtidige standarder og lovgivningsmæssige rammer for bæredygtige finansieringsinstrumenter
  • udnytte vores fælles ekspertise og fremme best practice inden for rapportering af miljøpåvirkninger
  • indgå i debatten om integration af kreditvurderingsbureauernes ESG-kriterier i vurderingen af virksomheders langsigtede økonomiske bæredygtighed.

Bæredygtig finansiering er i kraftig udvikling for udstedere såvel som investorer. Det vil blive et stadigt vigtigere emne i fremtidens investeringsmiljø, hvor investorer hurtigt tilpasser sig disse nye tendenser.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Media Relations 

Ulrik Frøhlke +45 9955 9560