Et af Danmarks største kraftværker fylder 50 år

Royal indvielse og en omstilling fra kul til biomasse har været en del af historien for et af Danmarks største kraftværker.

Fakta om Studstrupværket

  • Studstrupværket består af to blokke. Blok 3 er den primære blok og har siden oktober 2016 fyret med træpiller. Blok 4 er reserveblok, der fyrer med kul.
  • Studstrupværket blev indviet med blok 1 den 18. oktober 1968. Studstrupværkets blok 3 og blok 4 blev taget i brug i 1984 og 1985.
  • Studstrupværkets blok 3’s kapacitet på biomasse er 360 MW el og 510 MJ/s varme.

Den 18. oktober 2018 er det præcis 50 år siden, at Danmarks kronprinsesse Margrethe, som siden er blevet til H.M. Dronning Margrethe 2., indviede Studstrupværket nær Aarhus. Der er sket rigtig meget både på kraftværket og i dansk energipolitik siden Studstrupværket blev indviet i 1968.

”Studstrupværket er historien om et kraftværk, der igennem sin levetid har tilpasset sig omverdenens krav til måden, man producerer el og varme på. Det blev bygget som et kulkraftværk, hvis primære opgave var at sikre strøm i danskernes hjem,” siger kraftværkschef Carsten Ruders, som selv havde sin første dag på Studstrupværket for 33 år siden. Han fortsætter:

”I dag er værket bygget om, så det kører på træpiller fra bæredygtige skove i stedet for kul. Og værkets primære opgave er i dag at producere grøn fjernvarme til omkring 106.000 århusianske hjem samt at supplere den danske elproduktion fra sol og vind.”

Omfattende ombygning

I oktober 2016 kunne energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt indvie Studstrupværket efter en omfattende ombygning, der har gjort det i stand til at fyre med træpiller i stedet for kul. I dag er Studstrupværket et af de største biomassefyrede kraftværker i verden.

”De store kulbunker på Studstrupværket er skiftet ud med en stor silo til træpiller, og vores varmekunde har etableret to store elkedler på værket, så vi bruger el til at producere fjernvarme, når vindmøllerne i Danmark kører på fuld kraft, og elpriserne er lave. Det illustrerer fint den rejse, som både Studstrupværket og Ørsted har været på de seneste år, hvor vi er gået fra at være storforbrugere af kul til at være et grønt energiselskab,” siger Carsten Ruders.

For at leve op til Ørsteds målsætning om helt at udfase kul i 2023, har Ørsteds kraftværker de seneste år været i gang med et større brændselsskifte, hvor kraftværkerne er gået fra fossile brændsler til bæredygtig biomasse.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Ørsted Media Relations 

Carsten Birkeland Kjær +45 9955 7765
eller cabkj@orsted.dk