Ørsted køber Deepwater Wind og etablerer førende platform for havvind i USA

Ørsted har indgået en aftale med D.E. Shaw Group om at købe 100% af egenkapitalen i amerikanske Deepwater Wind, der har hovedsæde i delstaten Rhode Island, for en købesum på USD 510 millioner. De to selskabers havvindsaktiver og organisationer vil blive lagt sammen og vil udgøre den førende platform for havvind i USA med den bredeste geografiske dækning og den største projektkapacitet.

Deepwater Wind, som er den førende amerikanske udvikler af havvind, har opbygget en attraktiv portefølje af projekter langs den amerikanske østkyst. Deepwater Winds portefølje har en samlet potentiel kapacitet på ca. 3,3 GW, som omfatter:

  • Block Island (30 MW), som er USA's eneste idriftsatte havvindmøllepark.
  • Tre havvindmølleprojekter under udvikling i delstaterne Rhode Island, Connecticut, Maryland og New York med en samlet kapacitet på 810 MW; alle tre med langvarige elkøbsaftaler, som enten allerede er på plads eller er ved at komme det.
  • Tre områder i delstaterne Massachusetts og Delaware, der er tildelt af det amerikanske 'Bureau of Ocean Energy Management' (BOEM). Alle områderne har god beliggenhed og kan potentielt udvikles til i alt ca. 2,5 GW havvindskapacitet. Ud af de 2,5 GW bliver 1,2 GW udviklet i et ligeværdigt joint venture med PSEG, der er et førende forsyningsselskab i New Jersey.

Ørsteds nuværende amerikanske havvindsportefølje har en samlet kapacitet på ca. 5,5 GW, som består af:

  • Rettigheder til at udvikle op til 2 GW på Bay State Wind-projektet ud for Massachusetts' kyst. Ørsted ejer Bay State Wind i et joint venture med Eversource.
  • Udviklingsrettigheder til op til 3,5 GW på Ocean Wind-projektet ud for New Jerseys kyst.
  • I Virginia skal Ørsted opføre to 6 MW-vindmøller til fase ét af Dominion Energys havvindprojekt Coastal Virginia Offshore Wind. Ørsted har eneret til at drøfte en potentiel udvikling af op til 2 GW havvindskapacitet med Dominion Energy.

Med den samlede organisation og de fælles aktiver vil Ørsted kunne levere grøn energi til de syv delstater på USA's østkyst, som allerede har givet tilsagn om i alt at opføre over 10 GW havvindskapacitet inden 2030 (kilde: Bloomberg New Energy Finance).

Vi forventer, at købet vil give en sund værdiskabelse oveni vores kapitalomkostninger, og at det derudover giver os væsentlige strategiske fordele.

Martin Neubert, koncerndirektør for Ørsted Offshore Wind, siger:

"Med denne transaktion skaber vi den førende platform for havvind i Nordamerika med det bedste fra to verdener: Deepwater Winds mangeårige ekspertise inden for udforskning, udvikling og godkendelse af havvindmølleprojekter i USA koblet med Ørsteds enestående resultater inden for teknisk udvikling, opførelse og drift af store havvindmølleparker. Dagens meddelelse konsoliderer Ørsteds position som verdens førende selskab inden for havvind med et stærkt fodfæste i Europa, Nordamerika og Asien/Stillehavsområdet."

Martin Neubert fortsætter: "D.E. Shaw & Co. har været en dedikeret ejer af Deepwater Wind med en vision om at være spydspids for havvind i USA og en innovativ frontløber inden for teknologiinvesteringer. Vi glæder os til at fortsætte rejsen og tage branchen til næste niveau."

Thomas Brostrøm, CEO for Ørsted US Offshore Wind og chef for Ørsteds aktiviteter i Nordamerika, siger:

"Deepwater Wind har gjort et fantastisk stykke arbejde som pioner inden for havvind i USA, og jeg ser frem til at samle de to amerikanske organisationer. Vi går en spændende tid i møde med at levere store grønne energiprojekter til husholdninger og virksomheder på USA’s østkyst. Ørsted vil bevare en stærk tilstedeværelse i Massachusetts og Rhode Island og vil naturligvis leve op til de lokale forpligtelser, som følger med Deepwater Winds projekter på den amerikanske østkyst."

Bryan R. Martin, administrerende direktør for D.E. Shaw & Co., siger:

"Jeg er dybt taknemmelig over for de mange mennesker, som har været med til at gøre Deepwater Wind til så stor en succes, og jeg glæder mig til at se, hvad den største og mest innovative amerikanske virksomhed inden for havvind vil være i stand til, når den er blevet lagt sammen med verdens største og mest succesfulde virksomhed inden for havvind. Jeg er virkelig stolt over, at den globale leder inden for havvind nu kan åbne næste kapitel for Deepwater Wind. Sammen vil de fortsætte med at skrive historie."

Jeffrey Grybowski, CEO for Deepwater Wind, siger:

"Ørsted er blandt verdens største grønne energiselskaber og ægte pionerer inden for havvind. Vi er meget tilfredse med denne sammenlægning, som vil forene to fantastiske teams i arbejdet om at tilvejebringe store mængder grøn energi til USA’s befolkning i kystnære områder."

Når transaktionen er afsluttet, kommer den nye organisation til at hedde Ørsted US Offshore Wind. Den nye organisation vil blive repræsenteret af et lokalt ledelsesteam anført af CEO Thomas Brostrøm, co-CEO Jeff Grybowski og President og CFO David Hang, der begge kommer fra Deepwater Wind-teamet, samt COO Claus Bøjle Møller fra Ørsted-teamet.

Transaktionen, der er betinget af godkendelse hos de amerikanske konkurrencemyndigheder, forventes afsluttet inden udgangen af 2018.

Denne meddelelse ændrer ikke vores forventninger til EBITDA for 2018, men forventningerne til CAPEX opjusteres fra 16-18 milliarder til 23-25 milliarder kroner. I forventningerne til CAPEX medregnes købsprisen for Deepwater Wind, tidlige CAPEX-forpligtelser knyttet til den amerikanske land- og havvindportefølje i fjerde kvartal 2018 samt øgede investeringer i den øvrige portefølje grundet timing.

Om Deepwater Wind

  • Deepwater Wind har hovedsæde i Providence (Rhode Island) samt kontorer i Annapolis (Maryland), Block Island (Rhode Island), New Bedford (Massachusetts) og Long Island (New York) og er den førende udvikler af havvindprojekter i USA.
     
  • Virksomheden blev grundlagt i 2007, og under ledelse af et erfarent ledelsesteam har Deepwater Wind leveret Block Island, som er USA’s første havvindmøllepark. Derudover har virksomheden opbygget en portefølje af projekter på 810 MW, som har vundet langvarige elkøbsaftaler. Disse projekter kan potentielt udvikles til at rumme yderligere 2,5 GW kapacitet.

Idriftsatte projekter:

  • Block Island, den første havvindmøllepark i USA, består af fem 6 MW-vindmøller fra General Electric med en samlet kapacitet på 30 MW. Havvindmølleparken Block Island, som ligger cirka 5 kilometer ud for Block Island, Rhode Island, blev idriftsat i december 2016.

Udviklingsprojekter, hvor langvarige elkøbsaftaler enten er på plads eller under forhandling:

  • Revolution Wind (600 MW) ligger i den nordlige del af det område ved Massachusetts-Rhode Island, som det amerikanske ’Bureau of Ocean Energy Management’ (BOEM) har leaset til Deepwater Wind, og skal levere strøm til delstaterne Rhode Island (400 MW) og Connecticut (200 MW) i det sydlige New England. Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Revolution Wind vil være i drift i 2023. Revolution Wind-området er placeret godt 24 kilometer syd for Rhode Islands kyst.
     
  • Skipjack (120 MW) ligger godt 30 kilometer ud for Ocean City i Maryland og skal, via en forbindelse over halvøen Delmarva, levere strøm til indbyggerne i Maryland i henhold til den OREC-bekendtgørelse om 20-årige elkøbsaftaler, som blev udstedt af Marylands kommission for offentlig forsyning i 2017. Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Skipjack bliver idriftsat i slutningen af 2022.
     
  • Southfork (90 MW) ligger godt 56 kilometer ud for Long Islands kyst og skal levere strøm til husstande i Long Island i henhold til en langvarig elkøbsaftale, der er indgået med Long Islands forsyningsmyndigheder. Såfremt godkendelser, elkøbsaftaler og endelig investeringsbeslutning kommer i hus, er det forventningen, at Southfork bliver idriftsat i slutningen af 2022.

Fremtidige udviklingsprojekter:

  • Garden State Offshore Energy, som er et 50/50-joint venture med PSEG, et førende forsyningsselskab i New Jersey, har sikret sig retten til et BOEM-område ud for Delaware og New Jerseys kyststrækning. Projektet kan potentielt udvikles til ca. 1,2 GW havvind.
     
  • Deepwater Wind har rettighederne til to BOEM-områder ud for New Englands kyst, som potentielt kan udvikles til en kapacitet på 1,3 GW, og som ligger tæt på vækstmarkederne i det nordøstlige USA.

Om Ørsted i USA

Ørsted gik ind i USA i 2015 og betragter det amerikanske marked for vedvarende energi som en attraktiv, strategisk vækstmulighed.

  • Ørsted har udviklingsrettigheder til Bay State Wind-projektet, der ligger ud for Massachusetts kyst og potentielt kan udvikles til en kapacitet på op til 2 GW, samt til Ocean Wind-projektet, der ligger ud for New Jerseys kyst og potentielt kan udvikles til en kapacitet på op til 3,5 GW.
     
  • Bay State Wind ligger ca. 40 km ud for Massachusetts’ sydkyst og godt 24 km ud for øen Martha’s Vineyard. Projektet er et 50/50-joint venture mellem Ørsted og Eversource. Ocean Wind er på et tidligt udviklingsstadie og vil blive placeret ca. 16 kilometer ud for kysten ved Atlantic City.
     
  • i Virginia skal Ørsted opføre to 6 MW-vindmøller til fase ét af Dominion Energys havvindprojekt Coastal Virginia Offshore Wind. De to selskaber har underskrevet en hensigtserklæring, som giver Ørsted eneret til at drøfte en potentiel udvikling af kapacitet på op til 2 GW havvind.
     
  • Ørsted har for nyligt købt Lincoln Clean Energy, der er en førende amerikansk udvikler af landvind.
     
  • Derudover er Ørsted aktiv inden for batterilagring og udvikling af solenergi og etablerede sidste år en afdeling i Austin, Texas, til at lede denne indsats.

Telekonference
En telekonference for investorer og analytikere afholdes i dag, 8. oktober, kl. 10.30 dansk tid.

Opkaldsnumre:
Danmark: 35 44 55 83
Storbritannien: +44 203 194 0544
USA: +1 855 269 2604

Telekonferencen kan følges live på:
https://orsted.eventcdn.net/20181008

Om Ørsted
Som verdens førende udvikler af havvindmølleparker har Ørsted installeret 5,1 GW havvindkapacitet i Europa og er i gang med at opføre yderligere 3,8 GW. Ørsted har en ambition om at have installeret en samlet global havvindkapacitet på 11-12 GW i 2025.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Investor Relations
Daniel Lerup
99 55 59 35
danil@orsted.dk 

Media Relations
Tom Lehn-Christiansen
99 55 60 17
tomlc@orsted.dk 
 

 

Vedhæftet fil

Attachments: DWW CA dansk.pdf