DONG Energy vil skifte navn til Ørsted

Som følge af den omfattende strategiske omstilling fra sort til grøn energi og det nylige frasalg af upstream olie- og gasproduktionen passer navnet DONG Energy ikke længere til virksomheden.

Derfor har DONG Energy i dag indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at bede virksomhedens aktionærer om at godkende en ændring af virksomhedens navn til Ørsted.

Bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen siger:

"DONG var oprindeligt en forkortelse for Dansk Olie og Naturgas. Med vores omfattende strategiske omstilling og frasalget af vores upstream olie- og gasforretning afspejler dette ikke længere, hvem vi er. Derfor er tiden nu inde til, at vi skifter navn."

Thomas Thune Andersen fortsætter:

"Vi har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, som verden står overfor i dag, og for at undgå at påføre de globale økosystemer alvorlig skade skal vi fundamentalt ændre den måde, vi forsyner verden med energi på ved at skifte fra sort til grøn energi," fortæller Thomas Thune Andersen.

DONG Energy's administrerende direktør, Henrik Poulsen, siger:

"2017 vil blive husket som året, hvor havvind blev billigere end sort energi, hvilket afspejles i de seneste udbud af havvind i Tyskland og Storbritannien. Det har aldrig været tydeligere, at det er muligt at skabe en verden, der er udelukkende kører på grøn energi. Tiden er nu inde til, at vi skifter navn for at vise, at vi ønsker at være med til at skabe en sådan verden."

Fra grøn omstilling til grøn vækst
I løbet af det seneste årti er DONG Energy gået fra at være en energivirksomhed baseret på kul og olie til en global leder inden for vedvarende energi. Virksomheden har øget indtjeningen betydeligt, samtidig med at den har reduceret brugen af kul på sine kraftværker og bygget nye havmølleparker (se vedhæftning). Siden 2006 er CO2-udledningen reduceret med 52 procent, og i 2023 vil den været reduceret med 96 procent sammenlignet med 2006.

DONG Energy's administrerende direktør, Henrik Poulsen, siger:

"I dag har vi fuldt fokus på grøn energi. Fremadrettet vil vi fokusere på grøn vækst baseret på vores eksisterende forretningsplatforme inden for havvind, biomasse, grønne kundeløsninger og avancerede løsninger, hvor vi omdanner affald til energi. Vi vil også undersøge nye grønne vækstmuligheder, som kan styrke vores eksisterende platform, i det omfang de understøtter vores vision, giver os en konkurrencefordel og skaber værdi for vores aktionærer."

DONG Energy har solgt sin upstream olie- og gasforretning og besluttet at stoppe al brug af kul. Virksomheden har etableret et nyt team, som skal undersøge nye forretningsmuligheder inden for energilagring. DONG Energy har desuden etableret en ny corporate ventures-enhed i Silicon Valley, Californien, som skal se nærmere på nye energiteknologier og potentielle forretningsmuligheder på længere sigt.

I takt med at batterilagring og nye energiteknologier markedsmodnes, og efterspørgslen bliver mere fleksibel, vil naturgas i de kommende år fortsat støtte omstillingen til et 100 procent grønt energisystem. DONG Energy vil fortsat handle og sælge naturgas til sine kunder og dermed bygge bro til en verden, der udelukkende kører på grøn energi.

Nyt navn og brand
Det nye navn – Ørsted – henviser til den danske videnskabsmand Hans Christian Ørsted (1777-1851). Ørsted stod i spidsen for flere banebrydende videnskabelige opdagelser, bl.a. opdagelsen af elektromagnetismen i 1820, hvilket lagde kimen til nutidens måde at producere strøm på.

I forbindelse med navneskiftet til Ørsted vil der blive lanceret et nyt logo og en ny brand-identitet. Den nye brand-identitet er inspireret af den danske designtradition ved at være enkel, funktionel og menneskelig og bidrage til en bæredygtig livsstil. Brand-identiteten vil rumme hele farvespektret og er inspireret af den skandinaviske natur og den danske 1900-tals kunstner Vilhelm Lundstrøm.

Henrik Poulsen siger:

"Vi har gjort et stort arbejde for at finde det rette navn og den rette brand-identitet til vores virksomhed. Vores nye navn er en hyldest til H.C. Ørsteds nysgerrighed, engagement og interesse for naturen, og vores brand-identitet afspejler den nytænkning og dybe forståelse af naturen, som er afgørende for at kunne skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi."

Ekstraordinær generalforsamling
Det planlagte navneskift kræver en ændring af virksomhedens vedtægter. Der vil blive afholdt en ekstraordinær generalforsamling den 30. oktober 2017, hvor navneskiftet vil blive formelt vedtaget.

Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling er vedlagt.

Som følge af navneændringen skifter DONG Energy børssymbol til Orsted. Ændringen træder i kraft ved handelsstart den 31. oktober 2017 under forudsætning af et positivt afstemningsresultat på generalforsamlingen.

Lanceringen af det nye navn og design på alle DONG Energy's markeder begynder den 6. november.

Radius Elnet
Det danske eldistributionsselskab Radius, der er 100 % ejet af DONG Energy, har sin egen brand-identitet og vil derfor ikke blive berørt af ændringerne i DONG Energy's navn og brand-identitet. Radius skiftede navn fra DONG Energy Eldistribution til Radius Elnet den 1. april 2016 og fik sin egen visuelle identitet for at gøre det lettere for vores danske kunder at skelne mellem eldistributionsselskabet og resten af DONG Energy.

Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på DONG Energy's tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2017 eller på det forventede investeringsniveau, der er meldt ud for 2017.


Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Media Relations
Martin Barlebo
99 55 95 52

Investor Relations
Henrik Brünniche Lund
99 55 97 22


Mere om H.C. Ørsted
Hans Christian Ørsted blev født i Rudkøbing på Langeland i 1777. Han blev uddannet som farmaceut fra Københavns Universitet i 1797 og blev udnævnt til professor i 1806.

Gennem hele sin imponerende karriere som fysiker var H.C. Ørsted dybt involveret i undersøgelsen af den indbyrdes sammenhæng mellem naturkræfterne.

Hans interesse for naturen, nysgerrighed og vedholdende søgen efter svar førte til opdagelsen af elektromagnetismen i 1820. H.C. Ørsteds opdagelse opnåede straks bred anerkendelse inden for naturvidenskabens verden, og den var med til at bane vejen for en række teknologiske fremskridt, som f.eks. produktionen af el.

Hans stræben efter nytænkning førte til, at Københavns Universitet oprettede en ny uddannelse inden for fysik og kemi under Ørsteds ledelse, ligesom der blev etableret nye laboratorier. I 1829 oprettede H.C. Ørsted Den Polytekniske Læreanstalt, det nuværende Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor han var den første rektor.

H.C. Ørsted blev en vigtig foregangsmand, ikke kun inden for fysik, men også inden for filosofi, poesi og æstetik. Han udgav bøger som skribent og digter, og hans hovedværk er bogen 'Aanden i Naturen' (1850). Artikelsamlingen beskriver hans livsfilosofi og syn på en lang række spørgsmål. H.C. Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen.

Han var gift med Inger Birgitte Ballum. Sammen fik de syv børn. H.C. Ørsted døde i 1851 i en alder af 73. Han er begravet på Assistens Kirkegård i København.

 

DONG Energy (NASDAQ OMX: DENERG) er en af Nordeuropas førende energikoncerner og har hovedsæde i Danmark. Omkring 5.600 ambitiøse medarbejdere udvikler, opfører og driver havmølleparker, producerer el og varme fra vores kraftværker samt handler og leverer energi til engros-, erhvervs- og privatkunder. Koncernen omsatte i 2016 for 61 mia. kroner (8,2 mia. euro). Som led i vores grønne omstilling vil vi skifte navn til Ørsted (NASDAG OMX: ORSTED). Læs mere på www.dongenergy.com.